




Fra forlovelse til bryllup
Hendes vielsesring følger forlovelsesringens bue. Begge ringe gemmer på en blå diamant.
En vielsesring behøver ikke begynde med en helt ny idé. Nogle gange begynder den med en ring, der allerede har sin plads.
For dette par begyndte historien med en forlovelsesring med en diamant og en svungen ringskinne. Da jeg senere skulle lave deres vielsesringe, blev netop den bue en del af det nye design.
Hendes vielsesring er formet, så den følger forlovelsesringens kurve og ligger helt tæt ind til den. Den bølgende form giver plads til den ring, hun allerede har. Sammen ser de ud, som om de altid har hørt sammen.
Hans ring har et andet udtryk: bred, klassisk og udført i børstet guld. To forskellige former, skabt til at blive båret af to forskellige mennesker.
Men nogle af de mest personlige detaljer opdager man først, når ringene tages af. På indersiden står deres navne, to hjerter og bryllupsdatoen. Og i begge ringe sidder en lille blå diamant, skjult, når ringene bæres. En detalje, der er med dem hver dag, uden at andre behøver at se den.
For mig er det en særlig glæde at følge et par fra forlovelsen til brylluppet. Først én ring, så de to vielsesringe — med plads til både det, der allerede var, og det, der nu kommer til.